Selvom arbejdet som retsmedicinsk radiograf ofte er makabert, er det enormt meningsfuldt. For Micki Ji er der ingen tvivl: Han hjælper med at give svar på livets sidste spørgsmål – og bringer de levende tættere på sandheden.

Et koldt lys oplyser rummet, og lyden af en lynlås, der åbnes, bryder stilheden. Radiograf Micki Ji står klar ved siden af en bodybag. Han lægger forsigtigt sine hænder på en død mands krop og gør klar til at scanne liget, der ligger på et fladt og hårdt leje.

Første gang, han selv skulle positionere et lig før en undersøgelse, husker han stadig klart - en kold og livløs hånd under hans fingerspidser og livløse arme, som skulle placeres præcist. Det var en oplevelse, der satte sig fast, for det var også første gang, at Micki selv så et dødt menneske. Nu, halvandet år senere, er det blevet en naturlig del af hverdagen. Som én af blot to specialiserede radiografer i Danmark har Micki en vigtig rolle at spille på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

Når dødsårsagen eller identiteten er ukendt, træder han til. Med sin ekspertise i avanceret billeddiagnostik hjælper han retsmedicinerne med at få præcis information om, hvad der kan have forårsaget døden. Det kan være et stiksårs dybde, et skuds placering eller en bilulykkes brutale konsekvenser. For Micki handler det om at være en afgørende del af opklaringen og bidrage til at afsløre sandheden bag menneskers død.

Scanning kan afsløre dødsårsagen

På den lange kontorgang i Teilumbygningen ved Rigshospitalet holder en del af de omkring 80 ansatte på Retspatologisk Afdeling til på første etage, men en central del af deres arbejde tager udgangspunkt i alt det, der foregår i kælderen under instituttet.

Mennesker, der bliver ”fundet” døde ude i samfundet eller i eget hjem i Østdanmark, bliver i første omgang bragt til lighuset i kælderen, som blandt de ansatte i daglig tale kaldes ”morguen”. Efter ligsyn af politi og en retsmediciner bliver det besluttet, om der er begrundelse for en retslægelig obduktion, og i så fald kommer Micki ind i billedet. Hvis dødsårsagen, dødsmåden eller personens identitet er ukendt, kan det være nødvendigt at foretage en obduktion, selvom døden tilsyneladende virker naturlig.

Scanningen styres fra computeren i et lille rum med vinduer ind til et lidt større lokale med henholdsvis en CT- og en MR-scanner.

Med hjælp fra en kollega, der er retsmedicinsk tekniker, hjælper Micki med at placere liget på lejet og tager herefter de nødvendige billeder.

Micki er specialiseret i at sikre den bedst mulige billedkvalitet, hvilket hjælper obducenten med at være bedre forberedt til obduktionen og gøre arbejdet mere målrettet. Og for Micki har vigtigheden af hans arbejde stor betydning.

”Afdelingen er præget af tværfagligt samarbejde. Her er jeg den eneste radiograf og skal indgå i samarbejde med både læger, retsmedicinske teknikere og sekretærer. Det er spændende og dejligt at være en af byggeklodserne i det store spil".

Retsmedicineren kan rekonstruere drab

Som retsmedicinsk radiograf bliver Micki Jis arbejde ekstra relevant, når der indimellem kommer kriminalsager eller trafikuheld ind. Her kan han fx hjælpe med at fastlægge en præcis dybde på et stiksår ved hjælp af billedbehandlingsprogrammer, ligesom han hurtigt kan fastslå forskellige store brud eller andre kvæstelser, som kan være svære at opdage under obduktionen - især hvis liget er meget beskadiget. Han må ikke fortælle, hvor mange døde de scanner hvert år på Retsmedicinsk Institut i København, og han må heller ikke fortælle om specifikke sager. Men om de kriminelle sager siger han helt generelt:

”Jeg kan på billedmaterialet fx se, hvordan en kniv eller et våben har ramt og være med til at rekonstruere og bekræfte obducentens formodninger. På den måde føler jeg, at jeg kan give et meget betydningsfuldt bidrag i de avancerede sager".

Men også ved helt almindelige dødsfald er Mickis arbejde en vigtig brik i at afklare, hvad der er sket.

“Det kan måske sammenlignes med at hjælpe en patient med at få en diagnose. Det handler om at bringe klarhed og forståelse til en ellers usikker situation. Det kan måske endda give den afdødes pårørende en vej fremad som en form for afslutning og ro ved at få indsigt i, hvad der kan være sket med deres kære”.

Et meningsfuldt arbejde

Micki Ji medgiver, at man nok skal være en speciel støbning for at kunne arbejde med at håndtere døde på daglig basis, men trods de makabre syn indimellem har han som regel nemt ved at lade arbejdet blive på kontoret, når han har fri.

”Det er altid trist, at nogen er død, men samtidig er det jo ikke en person, jeg er personligt involveret i. Der må jeg have den professionelle kasket på og sige, at det er en vigtig samfundsopgave, jeg påtager mig. Det er meningsfuldt at kunne hjælpe med at give svar på dødsårsagen. Den tanke hjælper mig til at kunne distancere mig fra jobbet”.

Micki understreger, at både han og hans kolleger har mulighed for psykologhjælp og debriefing, hvis en oplevelse på jobbet bliver traumatisk.

”Selvfølgelig er det svært at glemme det første syn, der ser alvorligt ud, for eksempel et trafikuheld, hvor liget ikke ligner et helt menneske. Og jeg har også altid haft det svært, hvis liget er gået i forrådnelse, og der kravler dyr rundt … det har jeg sådan set stadig,” siger han.

Den første tid i jobbet fik han stor støtte fra sine kolleger.

”Jeg vidste faktisk ikke helt, hvad jeg gik ind til, så jeg var virkelig taknemmelig for mine ledere og kolleger de første måneder, hvor de hjalp med, at jeg ikke pludselig fik noget voldsomt at se. De første mange gange, jeg var med til scanninger, var body bag’en lukket”.

Et trick, Micki løbende bruger til at undgå at dvæle ved den mere triste eller makabre del af jobbet, er at fylde kalenderen godt ud med opgaver.

”En scanning er ikke en langstrakt proces, og når den er færdig, er den jo færdig. Så kan man gå hurtigt videre til næste opgave, som er med til at holde tankerne væk fra den foregående. Jeg synes egentlig, at jeg er mentalt god til at lægge tingene væk”.