En lille baby har en sjælden sygdom, og hans behandling er afhængig af en daglig blodprøve. Kun Julie Williams lykkes med at tage den. Som børnespecialiseret bioanalytiker spiller hun en vigtig rolle, når uret tikker, og børn skal have vigtig behandling.

Stemningen er intens i det lille rum på børneambulatoriet. Den lille babydreng er kun få måneder gammel og har en alvorlig, sjælden og livstruende sygdom. Hans forældre er pressede, nærmest desperate, det er tydeligt at fornemme, for det er ikke bare en enkeltstående blodprøve, der skal tages – det er endnu en dag i et længere behandlingsforløb, der skal redde barnets liv.

Rummet er indrettet rart og imødekommende med farver, lavalamper og legetøj, men luften kan være tyk af alvor, når små patienter fra Rigshospitalets Afdeling for Børn med Sjældne sygdomme besøger børneambulatoriet.

Sådan er det i dag. Der er ingen tid til fejl, for blodprøven er afgørende for, at lægerne kan komme videre med behandlingen af den lille dreng. Venerne kan være tynde som sytråde hos en baby, og derfor skal Julie Williams, der er børnespecialiseret bioanalytiker, tage prøven. Hun ved, at hendes hænder skal være rolige og præcise, mens hun binder stasen om babyens arm. Han har fået nogle dråber sukkervand på sutten som smertelindring, og hun lægger babyen på ryggen på briksen med sin mor tæt bøjet over sig.

Julie mærker koncentrationen og intensiteten så meget, at hårene rejser sig i nakken på hende. Det skal bare lykkes, og det skal lykkes nu. Hun får sat nålen i babyens albuebøjning, tapper lige præcis den rette mængde blod til at lave en perfekt prøve, og hun mærker lettelsen strømme igennem sig selv og forældrene. Nu kan familien få et svar og komme videre med behandlingen. Moren undskylder, at hun har været oprørt og presset, og for Julie Williams er endnu en vigtig arbejdsopgave overstået.

Familierne med syge børn fortjener, at hun gør sit allerbedste for at hjælpe dem i en svær situation. Hver gang hun lykkes, føler hun en stolthed over at have lettet en mors eller fars bekymring, og når de spørger specifikt efter hende eller en anden af hendes specialiserede kolleger næste gang, ved hun, at det er, fordi hun har gjort en forskel.

Kæmpe sejr for børnene

Julie Williams fandt ud af, at hun havde et særligt godt tag på børn, da hun efter sin uddannelse fik job på blodprøveambulatoriet på Rigshospitalet, hvor der også er et børneambulatorium. Med tiden og efter grundig sidemandsoplæring blev Julie god til det håndværk, det også er at tage blodprøver på børn.

”Jeg havde lyst til at blive rigtig dygtig til at tage blodprøver, og hvad der så er endnu sværere end at tage dem på voksne – det er at tage dem på børn. Jeg fandt en kærlighed til det og syntes, det var rigtig spændende at kunne dygtiggøre mig inden for en lille niche. Det er vanvittigt meningsfuldt arbejde at hjælpe de børn og familier,” siger Julie.

Når børnene skal stikkes, er der langt mere på spil end hos voksne. Det handler både om smertelindring, distraktion og psykologien i få et samarbejde op at køre.

”Det er en kæmpestor overvindelse for mange af børnene, fordi det er en naturlig refleks – også hos voksne – at undgå at blive påført smerte eller en skade. Børn har ikke samme forståelse af, at det er et nødvendigt onde at lade sig stikke, så det er jo bare en kæmpe sejr, når man kan komme igennem det, og barnet siger, at det er helt okay,” siger Julie.

Voksne med dårlige oplevelser

Selv om alle sundhedsfaglige er dybt professionelle, kan man alligevel blive ramt på følelserne, når man arbejder med alvorligt syge børn, fortæller Julie.

”Det kan være meget desperate situationer, forældrene står i, og de prøver at være beskyttende over for deres barn. Her kan man godt få en stor medfølelse og lige få brug for trække vejret, inden man er klar til den næste familie, som måske bare skal have tjekket for lidt allergi”.

Hun klapper sig selv på skulderen, når hun er med til at hjælpe et barn til at overvinde frygten for prøven.

”Jeg har mødt mange voksne mennesker, som virkelig ikke kan forlige sig med at få taget blodprøve. Og mange af dem har jo haft en dårlig oplevelse som barn. Så jeg sætter virkelig en ære i at prøve at gøre de her blodprøvetagninger på børn til nogle gode oplevelser og roser dem ved at sige: ”Prøv nu at huske på, hvor bange du var, og hvor modig du så også var,” siger Julie, der bliver stolt, når hun har hjulpet ”et lille menneske med tage sådan et stort skridt.”

Efter specielle og krævende situationer har Julie ind imellem haft brug for at tale med sine kolleger.

”Nogle gange gør nogle episoder og patienter så stort indtryk, at man bare husker dem altid. Der kan være ekstra sårbare situationer, når man arbejder med børn. Derfor er det virkelig vigtigt at kunne dele det med nogle andre, der ved præcis, hvad man snakker om, og det betyder også meget at have opbakning og tillid fra sin leder”.

Uddannet som 40-årig

Julie Williams er 43 år og blev uddannet bioanalytiker i 2021. Da hun var i 20’erne, havde hun endnu ikke en gymnasial uddannelse, men arbejdede som kostumier på film, tv og teater og som farvelægger på tegnefilm og tegneserier, blandt andet Wulffmorgenthalers stribe i Politiken.

”Jeg var vild med det, men så kom finanskrisen, som ramte benhårdt, fordi jeg var freelancer. Dengang reddede en A-kasse mit liv mere end én gang. Da jeg så blev gravid med vores datter, blev det en hård tid med ansøgninger og kurser, og min livssituation havde ændret sig, så jeg kunne ikke på samme måde smide alt, hvad jeg havde i hænderne for at løse en eller anden opgave dagen efter".

Der skulle ske noget andet, så Julie Williams tog først en HF-eksamen og blev herigennem meget interesseret i kemi og matematik. Da hun var 36, begyndte hun at læse til bioanalytiker.

”Jeg ville gerne læse noget, hvor det var nemt at finde et arbejde, for jeg kunne virkelig ikke tænke mig at blive arbejdsløs igen. Bioanalytikeruddannelsen havde mange af de ting, jeg interesserede mig for, og mange grene, man kunne søge ud i,” siger Julie, der i dag har fået et nyt arbejde på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, hvor hun hjælper med at tage blodprøver på børn til forskellige forskningsprojekter.

”Jeg har prøvet at have brug for en A-kasse og selv om det næsten er teoretisk at blive arbejdsløs som bioanalytiker, synes jeg stadig, det er vigtigt at være medlem af en A-kasse, hvis der skulle ske noget i andre sammenhænge”.